Oh du kære Afrodité min....
Længe har mit hjerte bristet, og længe har det været tomheden selv, men ak og ve...
Se ned i floden af skærsild, for jeg begynder at le...
Jeg elskede dig ikke blot, jeg forgudede dig, og fandt dig rigere og smukkere end selveste Gudinden Afrodité, men du gav intet af det tilbage...
Jeg kyssede dig lidenskabeligt fra samme øjeblik jeg så dig for min første gang, og siden hen, - er kysset blevet til intet mindre end ubetydeligt...
Gav du mig et kys hver dag? Hver gang uret slog sit timeslag? - nej....
Du kunne ikke tåle kysset fra mig, men vendte den anden kind til...
Du vende din kolde skulder imod mig da mørket faldt på, og natten blev født...
Jeg kunne ikke få mine tåre trillet ned af kinden, i frygt for at du ville mærke det, - i frygt for at du ville høre det...
Jeg følte mig som en sunken last, hver nat vi lagde os på det silkebløde lagen, for af alle mennesker på denne gode moder jord, vendte min egen elskede ryggen...
Jeg drog utallige mil for at kunne nyde dig i mit fulde drag, og rev tiden itu, for din skyld.... For os...
Men atter ak og ve, - og må mit hjerte til Vor Herre be...
Giv mig hende igen, fjern hendes elendigheder du har pålagt hende, for disse elendigheder tog ikke blot gløden ud af hendes sjæl, men frarev vores bånd imellem hinanden på en morbid og kynisk vis...
Hvis ikke du høre mine bønder inden natten slår sit midnats slag, - vil jeg frarøve mit eget liv....
Gid andre i selvsamme sø som jeg befinder mig i, ikke tage deres liv som jeg vil gøre...
Jeg vil nyde stjernehimlen som det sidste, og høre vindens sus over det kolde danske fædreland...
Al imens jeg drager mig fri fra syndernes verden, en urimmelig verden uden bamhjertighed....
Hvem De end er som læser dette brev....
Lad verden blive røstet i sin grundvold, for verdenen er kold...
Sig til min elskede, at hun alle dage vil være i mit hjerte, og gid hun finder den udkårne hendes....
Bartosz D. Holst